Krohn-Dehli: Vi skal overraske FCK

17.11.2011 12:49

Brøndby IF's danske landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli har leveret et par fine kampe i landsholdstrøjen i den sidste uges tid og ser nu frem til opgøret på søndag mod FC København.

Et derby, der for første gang afvikles kl. 13.30 - HUSK at købe din billet til kampen lige her!

En spændende kamp i vente

- Jeg glæder mig rigtigt meget til søndag, for det er altid intenst og spændende, når vi skal op imod FCK. Her er lidt ekstra på spil, selvom vi udelukkende fokuserer på at hente point i hver af de sidste tre kampe.

- I dag (torsdag) har vi trænet på stadion og arbejdet med nogle taktiske ting, som vi håber at være klar med til søndagens kamp. Det er to hold, der kender hinanden utrolig godt, så hvis vi på en eller anden måde kan overraske FCK, så vil det hjælpe os.

- Vi skal genfinde noget af spillet fra den første kamp mod dem i denne sæson, hvor vi var klart bedst, selvom vi desværre tabte til slut. Vi går også efter at komme godt i gang med kampen, så vi kan få vores trofaste hjemmepublikum i ryggen. Ligesom dem, så vil vi gøre alt for at få en sejr.

MK

Michael Krohn-Dehli og Brøndby IF ser frem til mødet med FC København på søndag.