God test for de unge på Frederiksberg

16.11.2011 08:07

Tirsdag eftermiddag på et solrigt Frederiksberg mødte et ungt Brøndby-hold op til årets sidste Reserveholdskamp mod FC København.

Inden opgøret var Brøndby IF videre til forårets finalespil, mens FCK skulle bruge en sejr, og det kunne også ses på hjemmeholdets startopstilling.

God test for de unge spillere

Spillere som Claudemir, Cesar Santin, Pierre Bengtsson og Pape Diouf var alle med hos FCK, der havde etablerede navne i form af Martin Bergvold og Johan Absalonsen på bænken.

Hos Brøndby IF var Thomas Rasmussen, Mathias Gehrt og tilbagevendte Nicolaj Agger eneste spillere fra A-truppen i gæsternes startopstilling, men alligevel kom holdet fra Vestegnen fint i gang og spillede en god første halvleg.

Efter en halv times spil fik FCK tilkendt et straffespark - Michael Falkesgaard i Brøndby-målet reddede flot forsøget fra 11-meterpletten, men på returen var prøvespilleren James Okwuosa uheldig at lave selvmål.

I anden halvleg var Brøndby IF fortsat fornuftigt med i kampen og havde gode muligheder til Nicolaj Agger, Dario Dumic og et stolpeskud fra Paul Jatta, men ind bag FCK-keeper Kim Christensen ville bolden ikke.

I stedet gjorde Martin Vingaard det til 2-0 efter et hjørnespark, og FCK kom også foran 3-0 efter en personlig fejl i Brøndby-defensiven. Kampen var et rigtig god test for de unge Brøndby-spillere, der fik mærket, hvordan tempoet kan være i en Superligakamp. Derudover var der et glædeligt gensyn med rutinerede Max von Schlebrügge, der fik hele anden halvleg som styrmand i defensiven.

FC København - Brøndby IF 3-0 (1-0)
1-0 James Okwuosa (32.min, selvmål)
2-0 Martin Vingaard (59.min)
3-0 Kenneth Zohore (75.min)

Startopstillingen

M. Falkesgaard
C. Mbah - D. Dumic - J. Okwuosa - T. Rasmussen
A. Green - M. Larsen - F. Semou - K. Andersen (U19)
M. Gehrt - N. Agger

Indskiftninger: D. Norouzi, M. von Schlebrügge, P. Jatta, F. Holst (U19), J. Skov Hansen (U19)