Auri: Maksimal forberedelse til HB Køge-kampen

30.11.2011 10:44

Cheftræner i Brøndby IF Auri Skarbalius har efter nederlaget til AC Horsens valgt at indkalde spillerne til træning alle ugens dage inden HB Køge-kampen på søndag.

Auri slår overfor brondby.com fast, at der ikke er tale om en strafaktion, men det snarere er en konsekvens af, at Brøndby-holdet skal have en maksimal forberedelse inden efterårets sidste kamp på søndag.

Vi lukker ikke øjnene

- Vi skal have rejst os hurtigst muligt ovenpå skuffelsen mod Horsens, og vi lukker ikke øjnene, når tingene ikke fungerer. Vi evaluerer, træner og snakker om tingene og forsøger at få ændret dem. Vi ved, at vi skal arbejde os ud af tingene, og det er sådan, man flytter sig som individ og hold.

- Vi har analyseret os frem til, at basale ting ikke fungerede for os mod Horsens, og så er det klart, at så holder man ikke fri. Så kræver det hårdt arbejde, og derfor træner vi alle dage, så vi er maksimalt forberedt til kampen på søndag mod HB Køge. Det er ikke en straf at træne, og jeg er heller ikke ude på at straffe spillerne, for jeg har også et ansvar for nederlaget som træner for holdet.

- Jeg har kigget nøje på spillerne siden kampen og været glad for deres reaktion. De er skuffede, og det gør ondt på dem. Og det er vigtigt, for så har vi fortsat en faglig stolthed, og det er meget vigtigt. Nu samler vi alle ressourcer og gør os helt klar til den sidste kamp.

AS

Auri Skarbalius går all in frem mod efterårets sidste kamp søndag mod HB Køge.