Auri: For mange basale fejl

28.11.2011 21:53

Cheftræner Auri Skarbalius var skuffet, men fattet efter mandagens 0-1 nederlag på hjemmebane til AC Horsens.

Auri konstaterede, at for mange basale fejl og en dårlig første halvleg kostede dyrt for hjemmeholdet, der nu skal arbejde hårdt frem mod HB Køge-kampen.

Skal præstere bedre

- Jeg har sagt til spillerne, at det er okay at tabe fodboldkampe, men det er bestemt ikke okay ikke at præstere. Man skal være stærk i modgang, men også være i stand til at håndtere medgang, og her har vi noget at arbejde med.

- Anden halvleg bliver lidt bedre for os, men Horsens fik alt for meget plads og tid, og vi laver alt for mange basale fejl og træffer de forkerte beslutninger. Det betyder, at mange ting går galt for os, og det er slet ikke godt nok.

- Der er ikke andet for, end vi skal arbejde stenhårdt frem mod HB Køge-kampen, for der skal vi ned og have en sejr. Lige nu er jeg skuffet, og jeg vil som træner gerne undskylde overfor vores fans. Men der kommer en ny dag i morgen, og vi skal videre herfra.

AS

Cheftræner Auri Skarbalius forsøgte at råbe energi ind til sine spillere.