
Wass: Et vemodigt farvel
19.05.2011 23:15
Som tidligere offentliggjort her på brondby.com forlænger Daniel Wass ikke sin kontrakt med klubben. I dag har Daniel Wass så berettet til omverdenen, at han efter sommerferien tørner ud for den portugisiske storklub S. L. Benfica.
Det spændende eventyr forude betyder samtidig et vemodigt farvel til Brøndby IF for Daniel Wass, der har spillet hele sit liv i klubben.
brondby.com har taget en snak med Wass om det forestående klubskifte.
Ikke farvel, men på gensyn
- Jeg fik et tilbud fra Benfica, der var umuligt at afvise både sportsligt og økonomisk, så jeg valgte efter mange overvejelser at prøve lykken i Portugal efter sommerferien.
- Det har helt sikkert været en svær beslutning, da jeg er meget glad for Brøndby og altid har været i klubben. Der er ingen tvivl om, at det bliver svært at forlade holdkammerater, fans og alle de øvrige omkring holdet, men Benfica er så stor en mulighed, at jeg ikke kunne sige nej.
- Det er selvfølgelig utrolig vemodigt at forlade Brøndby, som altid har været og altid vil være min klub i Danmark, men jeg håber på, at det er et 'på gensyn' frem for et farvel.
- Jeg har utrolig mange venner og bekendte i klubben, som har betydet rigtig meget for mig, og det vil de blive ved med, selv om jeg nu rykker sydpå.
- Jeg vil gerne takke alle de folk, der har gjort min tid i Brøndby så god, som den har været. Jeg håber en dag at kunne vende tilbage, runder Wass af.
Hos Brøndby IF er der stolthed over endnu en gang at have udviklet en spiller til europæisk topniveau, fortæller sportschef Ole Bjur:
- Vi havde håbet på, Daniel blev her hos os og fortsatte sin gode udvikling, men når det er sagt, så ønsker vi naturligvis det bedste for ham fremover, og vi er stolte over, at en spiller udviklet her i Brøndby IF er eftertragtet af en storklub som S. L. Benfica.
- Jeg er sikker på, at Daniel med sit store talent og sin professionelle indstilling nok skal få succes. Vi ønsker ham i hvert fald al held og lykke i Portugal.
Daniel Wass skifter til portugisiske S.L. Benfica den 1. juli 2011.