
Ranum: Brøndby-talenter er markante
10.05.2011 14:12
Danmark har stor succes ved det igangværende U17-EM, er klar til semifinalen på torsdag - og blandt holdets profiler er hele tre spillere fra Brøndby IF.
Cheftræner for U17-holdet i Brøndby IF, John Ranum, er i Serbien for at følge spillerne, og han er imponeret over niveauet.
Brøndby IF blandt de bedste
- Overordnet, så har de gjort det fantastisk. De kan præstere, når det gælder, og det er en meget vigtig faktor for en ung spiller. Samtidig udviser vores spillere vindermentalitet, vilje og en optimisme i deres spil, der lover godt for fremtiden.
- Frederik Holst har haft en afgørende indflydelse som anfører og samlingspunkt i defensiven, og indtil videre har han spillet fejlfrit. Riza Durmisi har været glimrende som venstre back med fart i spillet, rush fremad banen og solid rent defensivt. Endelig har Patrick Olsen været omdrejningspunktet centralt på midten og blandt turneringens bedste spillere.
- Vores fjerde mand ved dette EM, Pierre-Emile Højbjerg, har ikke spillet så meget, men han er også et år yngre end alle de andre, og det fortæller os kun, at han er et meget stort talent. Hjemme i Brøndby er hans årgang, 95'erne, også en meget talentfuld gruppe spillere, så det ser godt ud.
- Hernede til EM i Serbien er der mange agenter, klubrepræsentanter og scouts, og der er ingen tvivl om, at de ser vores spillere som nogle af de mest iøjnefaldende.