Peer F.: Sejren betyder meget

10.05.2011 13:21

Brøndby IF sikrede sig mandag eftermiddag sejren i DBU's reserveholdsturnering efter en fortjent 3-1-sejr over FC København.

Det var derfor forståeligt nok en yderst tilfreds assistent- og reserveholdstræner, Peer F. Hansen, som brondby.com talte med.

I Brøndby IF spiller vi for at vinde 

- Vi har gennem hele sæsonen spillet for at vinde rækken (reserveholdsturneringen, red.), og man må sige, at de gamle spillere i dag (mandag, red.) træder i karakter. Thomas Rasmussen og Jan Kristiansen har gennem de sidste par kampe sagt, at nu skulle vi altså vinde det her. Også Max og Bischoff viser med deres indsats, at vi ville vinde.

- Først og fremmest er det dog vores unge spillere, der har båret holdet gennem sæsonen og leveret en lang række stærke præstationer.

- Vi fik heldigvis en matchbold af AaB efter deres pointtab i sidste runde. Så kunne vi selv afgøre det, og det gør vi heldigvis også relativt sikkert.

- Sejren (i reserveholdsturneringen, red.) betyder meget. Det betyder, at det arbejde, vi laver med vores unge spillere, og den måde vi sætter spillerne sammen på, er korrekt. Det kan godt være folk siger, at det kun er reserveligaen, men spiller man i Brøndby IF, så skal man altid gå efter at vinde - og det har vi naturligvis også gjort her.

JK

Jan Kristiansen var banens bedste, da sejren i DBU's reserveholdsturneringen blev sikret med en 3-1-sejr over FCK.