
Mike Jensen: Fair resultat
08.05.2011 21:48
Brøndby IF's Mike Jensen sled og slæbte på midtbanen i Derbyet søndag aften på Brøndby Stadion.
Anstrengelserne rakte som bekendt ikke til tre point, men en uafgjort, hvilket Mike mener er et retvisende billede på kampen.
Vi tror på andenpladsen
- Jeg tror, at de fleste der har set kampen kan være enige om, at 1-1 er et fair resultat. Vi får selvfølgelig en forfærdelig start med et tidligt mål imod os, men vi skulle bare komme hurtigt videre og hive op i os selv - og det gjorde vi godt.
- Det var fint at få Remco (van der Schaaf, red.) ind på midten. Han er god til at kommunikere og guide os andre, og så er han farlig på dødbolde, hvilket han viste flot i dag.
- Vi har en masse fin optakt til chancer, men vi mangler at gøre tingene helt færdige i dag. Vi får ikke skabt nok åbne chancer. Derudover var det alt i alt en positiv kamp for os.
- FCK er et rigtig godt hold, som står utrolig godt på banen, så det er bestemt positivt, at vi i store dele af kampen kontrollerer tingene, og med lidt mere held og dygtighed kunne vi godt have fået alle tre point.
- Vi tror stadig på andenpladsen i truppen, og det går vi benhårdt efter, selv om vi ikke selv er herrer over det længere, runder Mike af.
Mike Jensen klar til et halvliggende vristspark. Foto: Flemming Alø