
Krohn-Dehli: Fansene skal have en sejr
25.05.2011 08:15
I aften spiller Brøndby IF sæsonens sidste hjemmekamp, når FC Nordsjælland kommer på besøg kl. 20.00 på Brøndby Stadion.
Og i den anledning vil Brøndby IF's landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli gerne takke klubbens mange fans for en fantastisk opbakning igennem hele sæsonen.
En unik støtte
- Fansene har været der for os hele vejen igennem, og der er slet ingen tvivl om, at det hjælper holdet utrolig meget - især i svære perioder, hvor presset er stort, så opbakningen har været fremragende og vigtig.
- I aften mod FC Nordsjælland håber jeg, at der som altid kommer mange mennesker på Brøndby Stadion, så vi kan sige tak og på gensyn til tilskuerne og slutte af med at give dem en god og velspillet kamp, hvor vi får de tre point, og så fansene også får en sejr.
- Som spiller vil man gerne slutte med en positiv oplevelse, som vi kan tage med ind til den nye sæson, så vi vil gøre alt for at hente sejren i aften. Vi skal sætte os på tredjepladsen og forhåbentlig holde os inde i kampen om andenpladsen.
Michael Krohn-Dehli og Brøndby IF vil gerne give publikum en sejr at slutte på i aften mod FC Nordsjælland.