Jan K. og Green sendte reserverne på sejrskurs

03.05.2011 09:42

Brøndby IF tog med en sidsteminuts 2-1-sejr over AC Horsens et vigtigt skridt i reserveholdsturneringens top.

Målscorerne var Jan Kristiansen og Alexander Green i en kamp, som blev spillet i en strid vind på langs af banen, hvilket gjorde livet svært for de blågule i 1. halvleg, mens udeholdet i en meget jævnbyrdig kamp fik sat tryk på i de sidste 45 minutter.

Jan K. med hovedet

Det var et af de mest rutinerede hold i denne sæson, som reserveholdet stillede op med. Hele syv spillere fra A-truppen var med, deriblandt Mikkel Bischoff der gjorde comeback efter en skadespause.

Det blev en svær start, hvor både vinden og Horsens fik lagt tryk på. Horsens var generelt gode i deres genpres og vandt især i 1. halvleg en del andenbolde omkring Brøndby-feltet, hvilket førte til mange skudforsøg. I den anden ende var det bedste forsøg et nydeligt langskud fra Ousman Jallow, der strøg lige forbi buret.

Midtvejs i halvlegen brød Osama Akharraz igennem på venstrekanten i et forrygende tempo og endte helt inde ved keeperen, men den unge tekniker måtte se sit skud blokeret. Kort efter måtte Osama desværre lade sig udskifte efter et slag på foden.

På trods af et lille overtag til hjemmeholdet var det Brøndby IF, der bragte sig foran, da et præcist indlæg fra Thomas Rasmussen fandt Jan Kristiansens hoved ved forreste stolpe. Et glimrende mål af Jan K., der flot fik dirigeret bolden ind i det fjerneste målhjørne.

Kort efter fik AC Horsens fortjent udlignet efter et længere pres mod Brøndby-målet. Tæt inde under mål stod Jimmy Mayasi helt umarkeret, og han kunne sætte panden på bolden og heade den i kassen.

Medvind i 2. halvleg

Efter en besværlig 1. halvleg bød kampen efter pausen på højere tempo, mere direkte fodbold og en del chancer. Jallow var igen tæt på at score, da han fik foden på et indlæg, men en refleksredning stod i vejen for et mål.

Lidt efter kunne Brent McGrath havde gjort Jan Kristiansen kunsten efter, men australierens hovedstød var ikke præcist nok og sejlede forbi.

Brøndby-forsvaret stod generelt godt og tillod mindre og mindre. Med 20 minutter igen blev Beran Camili sendt på banen, og han kom fokus både for det dårlige og det gode. Camili missede således to kæmpechancer, da han ikke fik ramt bolden ordentligt, og da han på en friløber fik taget et for langt træk. Camili fik dog gjort det godt igen i kampens sidste minut af den ordinære spilletid. Dario Dumic, der ligesom i sidste uge var blevet sendt op i angrebet i jagten på en sejr, fik flot lagt bolden videre til Camili, der sprintede med bolden ind i feltet og med et lille chip forbi keeperen fandt Alexander Green, der let kunne sætte foden på og hjælpe bolden det sidste stykke ind over stregen.

Det var i det hele taget en hektisk afslutning på kampen, for lidt efter måtte Michael Tørnes i Brøndby-buret agere redningsmand, da han kom helt ud til stolpen på et frisparksforsøg. Lidt efter fik Horsens headet på overliggeren, men de blågule gæster slap med skrækken. I den anden ende burde Jan Kristiansen været blevet dobbelt målscorer, men han fik lobbet over både keeper og mål.

2-1-sejren over AC Horsens bringer Brøndby IF op på 1. pladsen i reserveholdsturneringen, da den hidtidige duks AaB først spiller tirsdag. Næste og sidste opgave i denne sæson for reserverne er på mandag den 9. maj kl. 14 mod FC København. Opgøret på Frederiksberg kan meget vel blive en finalekamp om 1. pladsen i turneringen. 

AC Horsens - Brøndby IF 1-2 (1-1)

0-1 Jan Kristiansen (36. min.)
1-1 Jimmy Mayasi (41. min.)
1-2 Alexander Green (90. min.)

Startopstilling

M. Tørnes

M. Larsen - M. Bischoff - M. Von Schlebrügge - T. Rasmussen

J. Kristiansen - K. Munksgaard - P. Jatta - O. Akharraz

O. Jallow - B. McGrath

Indskiftninger

A.  Corlu ind for  O. Akharraz (31. min.)
D. Dumic ind for M. Bischoff (59. min.)
A. Green ind for K. Munksgaard (59. min.)
B. Camili ind for B. McGrath (70. min.)