Henrik Jensen: Vi vil gøre alt for at slå FCK

03.05.2011 10:31

Søndag er der Derby, når Brøndby IF hjemme tager i mod FC København. Som altid forventes der masser af tilskuere, drama, mål og intensitet på Brøndby Stadion.

Cheftræner Henrik Jensen vil også gøre alt for, at Brøndby IF skal vinde sæsonens sidste lokalopgør mod FCK.

Vi vil give alt

- De her kampe mellem os og FCK har bare en ekstra nerve, der er en tænding, som kun findes i de her lokalopgør, alle spillere er helt oppe og ringe, og selvom spillerne ikke hader hinanden, så er de fjender i 90 minutter på banen den dag.

- På søndag skal vi møde et hold, der i denne sæson bare har kørt derudaf. FCK har ramt en imponerende stime, de er rigtigt godt organiserede, disciplinerede - og så har de individuelle kvaliteter som deres to backs, der er meget stærke offensivt samt en Jesper Grønkjær og Dame N'Doye, der kan afgøre fodboldkampe.

- Vi har holdt nullet i de seneste tre opgør og vores fokus på organisationen har virket. Det skal vi holde fast i søndag, så vi intet giver væk til FCK. Samtidig skal vi turde tage teten i kampen og spille vores hurtige kombinationsspil. Vi skal vise alle, at det her er vores hjemmebane, og jeg kan garantere, at vi vil gøre alt for at vinde både for os selv, fans og hele klubben.

HJ

Cheftræner Henrik Jensen er klar til arvefjendeopgøret mod FC København.