
Henrik J: Rigtig god afslutning
29.05.2011 18:51
Søndag aften lykkedes det Brøndby IF at hente bronzemedaljerne efter en flot 2-0 sejr over SønderjyskE på udebane i Haderslev.
Cheftræner Henrik Jensen var efter kampen tilfreds med spillet, resultatet og sæsonen som helhed, da Brøndby IF efter sommerferien er klar til europæiske kampe.
Tilfreds med det meste
- Det var en supergod kamp at slutte af med, da vi spiller rigtigt godt, er gode med bolden og skaber mange chancer. Vi får hele tiden stresset SønderjyskE og får dem til at løbe meget uden bold, og det kommer os til gode i flere situationer.
- Selvfølgelig er det også dejligt at få en medalje med hjem og på den måde slutte sæsonen positivt af. Stemningen er positiv i truppen lige nu, og vi er klar til at bygge mere på efter sommerferien.
- Overordnet set er sæsonen acceptabel. Vi får en bronzemedalje og skal ud i Europa igen, men vi skal arbejde på at blive mere stabile, da vi har svinget for meget. Det skyldes til dels, at vi har benyttet mange forskellige spillere, så en større kontinuitet vil også løfte os i næste sæson.
Cheftræner Henrik Jensen kunne fra sidelinjen se sit hold spille en fin kamp og sikre sig bronzen mod SønderjyskE. Foto: Arnason.dk