
Brøndby IF møder Tønder SF
10.05.2011 13:19
Tirsdag den 31. maj tager Brøndby IF turen til Sønderjylland for at møde et forstærket mandskab fra Tønder SF i en træningskamp.
Kampen bliver den første i en række af sommerkampe, hvor Brøndby IF kommer rundt og møder fans i hele landet.
Årets kamp
Claus Behrndt fra Tønder SF udtaler:
- Det er årets sportsbegivenhed i Tønder Kommune, så vi glæder os utroligt meget til at få besøg af Brøndby IF, der har mange fans og venner i vores område og i hele jylland.
Sportslig koordinator i Brøndby IF Jan Groth Møller udtaler:
- Vi ser frem til kampen i Tønder, hvor vi tidligere har været og haft nogle rigtigt gode oplevelser, og forhåbentlig kommer der masser af tilskuere på Tønder Stadion, så alle får en god dag.
Kampen spilles tirsdag den 31. maj kl. 19.00 på Tønder Stadion, og inden opgøret vil Brøndby IF's spillere skrive autografer i nærområdet.
Tønder SF får den 31. maj besøg af Brøndby IF's landsholdsspiller Michael Krohn-Dehli og resten af Brøndby-holdet.