U17-landsholdet færdige ved VM

28.06.2011 10:47

Efter søndagens afbrudte kamp grundet uvejr var det et dansk U17-landshold med ryggen mod muren, der mandag eftermiddag skulle besejre Australien med minimum tre mål for at sikre sig videre deltagelse ved VM i Mexico.

Missionen lykkedes ikke, da det blot blev til uafgjort 1-1 trods en times overtal, og derfor kan de unge danskere nu vende næsen hjem efter to nederlag og en uafgjort kamp i den svære VM-pulje.

Brøndby IF's Frederik Holst spillede som vanligt hele kampen som anfører, mens Patrick Olsen var med i 70 minutter. I de sidste tyve minutter VM-debuterede Pierre Emile Højbjerg, der som den eneste dansker er 95'er og dermed et år yngre end alle andre.