Turbo-Bent: Flere spillere kan nå førsteholdet

20.06.2011 08:22

Sæsonen er slut for Brøndby IF's ældste talenthold, og det blev en fantastisk sæson med danske mesterskaber til både U19 og U17.

I den forbindelse har brondby.com taget en snak med U17-cheftræner John Ranum og U19-cheftræner Bent Christensen Arensøe. Her følger U19 og 'Turbo-Bent'.

Kollektivet har sejret

- Jeg vil først og fremmest sige til drengene, at det er flot det, de har leveret. Vi har spillet mange gode kampe, og det mest imponerende er, at vi har spillet stabilt - og vi ikke har spillet dårlige kampe. Vi har spillet mindre gode og så mange rigtigt gode kampe, og vi er det hold, der har scoret næstflest mål samt lukket færrest mål ind med clean sheet i 13 kampe, så det er fuldt fortjent, at vi er blevet mestre.

- Vores største styrke er, at vi har holdet og kollektivet kombineret med, at vi har to-tre spillere, der kan noget på egen hånd, men det er primært holdindsatsen, som jeg synes har været det afgørende set over hele sæsonen.

- Det er nu femte gang, at jeg sender spillere videre i systemet, og jeg vil sige, at den kvalitet, jeg sender op nu, er væsentlig bedre end tidligere - uden at de andre har været dårlige, men jeg synes, at dem, der bliver sendt op nu, er mere 'færdige' og er kommet meget længere. De har dermed en større chance for at komme i spil på førsteholdet.

- Jeg tror og håber på, at der i hvert fald er en-to spillere, ud over Mathias Gehrt, der inden for en rimelig tid kommer til at spille for førsteholdet, og det er fordi, de er gode nok til det og deres 'kasser', kan man sige, de er godt fyldt op.

BC

Bent Christensen Arensøe er stolt over sine U19-drenge. Foto: Arnason.dk.