
Skovdahl: Spillerne træner i ferien
07.06.2011 10:05
Brøndby IF's spillertrup er taget på ferie - undtagen Daniel Wass, Mike Jensen, Anders Randrup og Nicolaj Agger, der alle er med U21-landsholdet.
Helt fri får resten af spillerne dog ikke. Assistenttræner og fysisk træner René Skovdahl har lavet en række individuelle træningsprogrammer, der skal holde formen ved lige i ferien.
En vigtig vedligeholdelsesperiode
- Spillerne er væk fra den organiserede træning i klubben i små tre uger, og som udgangspunkt, så er det acceptabelt, at de holder helt fri den første uge. Kroppen og hovedet har godt af at hvile helt ud, men i de sidste godt 12 dage står den på træning, så de er klar til at træne igennem, når vi starter op igen den 21. juni.
- Overordnet så har vi tre forskellige træningsprogrammer afhængig af, hvilken spiller, vi har med at gøre. Der er et konditionsprogram, et opbyggende konditionsprogram og et muskelopbyggende program. Her har vi været inde og kigge på, hvor mange kampe og træningspas den enkelte har haft i foråret samt, hvordan spilleren klarede sig i de fysiske test, og så strikker vi et program sammen efter de data.
- Når spillerne returnerer den 21. juni, så laver vi en test, hvor vi kan se, om de har passet programmet - og hvordan de står rent fysisk. Herefter kan vi udvælge, hvilken træning den enkelte er parat til, så vi får bygget hver enkelt op uden at få skader.
- Jeg ved, at spillerne godt kan lide at holde sig i gang i ferien, og det at være fodboldspiller er en livsstil, og de fleste kan slet ikke sidde stille, når de først har slappet af den første uge, så vi forventer selvfølgelig, at de kommer tilbage med nye batterier og i en god fysisk form, som vi hurtigt kan bygge videre på.