
Rapport fra Vejle Fjord
27.06.2011 14:08
I naturskønne omgivelser er Brøndby IF i disse dage på træningslejr i det østjyske ved Vejle Fjord, hvor første træning fandt sted søndag aften.
Her var godt 25 tilskuere mødt frem i den lille by Stouby for at følge truppen på 19 mand, der inkluderer tre nyoprykkede spillere fra U19-truppen, mens Clarence Goodson, der har været til Gold Cup i USA, Mike Jensen, Anders Randrup og Nicolaj Agger blandt andre er fraværende på grund af forlænget ferie.
Skarpe angribere
Søndagens aftentræning blev indledt af cheftræneren, der selv tog en løbetur med bold og viste spillerne, hvad de skulle gøre med kuglen, mens de luntede rundt på banen. Herefter gik man over til at træne afleveringer i højt tempo i tre grupper, mens keeperne blev holdt beskæftiget af målmandstræner Morten Cramer.
Træningen steg i intensitet, da der blev spillet seks mod seks med tre spillere som såkaldte "jokere", der var på det boldbesiddende hold. Her blev der virkelig svedt igennem under den dejlige aftensol. Det fortsatte i spil til to mål, hvor banen var delt op i tre zoner, og reglerne var, at bolden ikke måtte spilles bagud i midterzonen, og man måtte ikke slå lange bolde henover midterzonen. Fokuspunkterne var hurtigt, direkte spil langs græsset samt et aggressivt genpres, når bolden var tabt.
I dette spil viste især Martin Bernburg og Brent McGrath sig som en særdeles effektiv duo, da de sammen fik kreeret fem mål af høj klasse, mens Mikkel Thygesen i den anden ende var placeringsstærk og fik prikket to bolde i kassen.
Træningen blev afsluttet med løb i højt tempo, og det var derfor en flok trætte spillere, der kunne sætte sig op i bussen og returnere til hotellet, hvor en fremragende buffet uden tvivl har givet dem energien tilbage.
Mandagens træning
I dag mandag var der træning om formiddagen. Her sluttede man af med spil på lille bane igen, men denne gang var offside-reglen indført, og mens Daugaard knoklede rundt på banen, måtte de to andre assistenttrænere agere linjedommere, hvilket førte til flere underholdende episoder, hvor overdommer Henrik Jensen lige måtte tjekke, om der nu også blev dømt korrekt.
Inde på banen stod Alexander Green for træningens detalje, da han flot holdte et hårdt skud nede og placerede kuglen helt ude ved stolperoden.
Der trænes igen mandag kl. 16 på banerne ved Stouby. Læs mere om træningstider og -kampe her.