Fans fra hele Europa indtager Brøndby Stadion

30.06.2011 14:55

Som tidligere beskrevet her på brondby.com gæster mere end 300 fodboldfans fra hele Europa Brøndby Stadion fra fredag den 1.juli og weekenden ud.

Årsagen er den årlige kongres for medlemmer af FSE (Football Supporters Europe). På weekendens program er en fodboldturnering samt en lang række workshops, taler og debatter.

FSE er en international fanorganisation, der kæmper for fodboldfans og deres rettigheder over hele Europa.

Fra Nou Camp til Brøndby Stadion

Kongressen åbnes af Brøndby IF's bestyrelsesmedlem og kamprekordholder Bjarne Jensen, mens også blandt andre UEFA's Vicepræsident, Senes Erzik, administrerende direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen samt fanforsker Kristian Rasmussen skal på talerstolen i løbet af weekenden.

Tidligere har kongressen været afholdt på Emirates Stadium i London, HSH Nordbank Arena i Hamburg og Nou Camp i Barcelona. Det er fjerde gang, at arrangementet finder sted - og denne gang er Alpha Brøndby og Brøndby Support medarrangører for kongressen.

Brøndby IF's fankoordinator Patrick Vestphael:

- Det er en stor cadeau til Brøndby IF og klubbens fans, at FSE har valgt, at kongressen i år skal holdes her på Vestegnen. Vi er glade for at kunne bidrage til det store stykke arbejde, der gøres i europæiske fankredse for at fremme den positive fankultur.

- Vi ser frem til en weekend med masser af god debat samt spændende og forhåbentlig lærerige oplæg.

Fans

Alpha Brøndby og Brøndby Support arrangerer dette års europæiske fankongres.