Brøndby-hattrick: U15 vinder Elite Øst

15.06.2011 10:16

Brøndby IF's U19 og U17-hold er allerede danske mestre, og nu kan også U15-mandskabet kalde sig vinder af den prestigefyldte Elite Øst-række.

Brøndby IF er nemlig foran med syv point til nummer to fra FCK og kan derfor ikke hentes, da der blot resterer en spillerunde i Elite Øst-rækken.

Flot ungdomshattrick

U15's flotte sejr vidner om en fantastisk sæson for de ældste talenthold i Brøndby IF, hvor både U19, U17, U15 og ikke mindst et ungt reservehold har vundet deres respektive turneringer.

Talentchef i Brøndby IF Kim Vilfort udtaler:

- Det er selvfølgelig nogle utroligt gode tegn, at vores ældste ungdomshold klarer sig fantastisk, udvikler spillere og vinder deres rækker. Det vidner om, at vi er stærke i toppen, men også i bredden af trupperne, og det er meget vigtigt fremadrettet.

- Jeg vil også gerne rose vores U10 og U11, hvor tingene går rigtigt godt, så spillerne er godt uddannet, når de kommer op på de ældste ungdomshold - og det er vigtigt for processen som helhed.  

brondby.com ønsker U15-holdet, cheftræner Niels Nielsen og hele teamet bag et stort tillykke med den flotte bedrift!