
Thygesen: En fortjent sejr
13.07.2011 20:24
Mikkel Thygesen scorede onsdag aften sejrsmålet for Brøndby IF, da værterne sejrede med 1-0 over tyrkiske Samsunspor i Kjeld Rasmussen Cup 2011.
Og kampens enlige målscorer var også glad og tilfreds, da brondby.com fangede ham efter sejren til en snak i omklædningsrummet.
Fansene giver mig 10% ekstra
- Det var først og fremmest dejligt at høre fansene, da jeg kom ind, og det lød virkelig som om, at der var mange flere, så mange tak for modtagelsen vil jeg gerne sige. Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg kunne give lidt tilbage i form af et mål.
- Overordnet, så var vores sejr i aften fuldt fortjent. Vi er et bedre hold, og man har hele tiden fornemmelsen af, at det vil tippe vores vej. Målet kom efter, at Brent vinder en nærkamp, og bolden falder ned til mig. Jeg tager et træk og forsøger udefra, og så er det bare dejligt at se den gå ind i nettet.
- Nu glæder jeg mig bare endnu mere til på søndag, hvor der kommer flere tilskuere på stadion. Jeg elsker den connection, der kan være mellem spiller og fans, og det giver mig virkelig 10% ekstra energi, når de jubler og går amok. Så får jeg lyst til at gøre det samme, når man kan mærke, at de vil det ligeså meget som mig.
Mikkel Thygesen og Brent McGrath stod bag Brøndby IF's scoring onsdag aften.