Sydsiden: Myndighederne strammer grebet om gennemførelsen af sikkerhedstiltag

26.07.2011 10:20

I et års tid har der på Sydsiden været malet gule striber, der markerer adgangsveje for politi, samaritter og kontrollører, og som tribunens besøgende ikke må tage ophold på.

De gule striber har - trods en positiv start - overordnet set ikke virket, og derfor skal der på foranledning af de relevante myndigheder i fremtiden findes alternative løsninger. Brøndby IF's sikkerhedschef Emil Bakkendorff har her ordet.

Fantastisk opbakning, men...

Der var en fantastisk stemning på Sydsiden til første hjemmekamp mod AaB, ja ingen tvivl om at opbakningen havde stor betydning for holdet. Den gjorde, at alle kæmpede til det sidste og heldigvis fik det ene point i hus i en kamp, hvor vi havde fortjent alle tre.

Når det er sagt, så blev indledningen på sæsonen skæmmet af, at der blev tændt en hel del romerlys i forbindelse med spillernes entré på banen samt enkelte under kampen. Lad os slå fast, at ligegyldig hvad vi syntes, så er det FORBUDT, og vi har nu fået tilstrækkeligt mange advarsler af DBU, myndigheder m.fl., at vi simpelthen må have sat en stopper for det. Ellers må vi frygte, at det betyder konsekvenser/sanktioner, der kan ramme os på det sportslige område, og det kan ingen vel være interesseret i?

Kunne vi ikke allesammen hjælpe til med at sætte en stopper for dette? Det er klart, at sikkerhedsmæssigt vil vi fortsætte med at sætte ind, så vidt det er muligt, men vi ved jo alle godt, at en sådan indsats ikke løser problemet alene.
 
Som tidligere meldt ud vil vi, i samarbejde med jer fans, stadig arbejde for, at man under en eller anden form kan få indført lys på stadions igen, men det skal ske på en lovlig og forsvarlig måde. Vi appellerer til, at vi i forener vores energi om dette istedet for at gøre det, vi gør i dag. Det gør helt sikkert det andet arbejde umuligt - i bedste fald besværligt.
 
De gule striber virker ikke

Et andet problem er, at fans på Sydsiden tager permanent ophold på "de gule striber" eller rettere opgangene, der skal gøre det muligt for sikkerhedsfolk, samaritter m.fl. at komme op på tribunen. Politiets tålmodighed er opbrugt, og de har meddelt os, at vi skal sikre os, at adgangsvejene friholdes. Hvis ikke, vil det i værste fald medføre et forbud mod at have fans/tilskuere på afsnittet!
 
Umiddelbart må vi erkende, at "de gule striber" alene ikke er den rigtige løsning, og desværre var det ellers udmærkede oplæg til ombygning af Sydsiden, som Alpha havde udarbejdet, heller ikke den optimale løsning. Forslaget fra Alpha indgår dog i det videre arbejde med en løsning på Sydsidens udfordringer.

For at finde en løsning på disse udfordringer blev der kort efter forårssæsonens afslutning nedsat et udvalg bestående af fans, fankoordinator og stadionchef - samt om nødvendigt flere relevante personer - med den opgave at finde en for alle parter acceptabel løsning så hurtigt som muligt. Gerne således at løsningen kan iværksættes fra foråret 2012, så vi kan bevare Sydsiden som en ståpladstribune.
 
Det er mit indtryk, at myndighederne godt kan leve med, at dette udvalg arbejder på at finde en løsning blot med den betingelse, at man respekterer "de gule striber", indtil den endelige løsning kan iværksættes.

Men det er også klart, at en gentagelse af billedet fra AaB-kampen kan få myndighederne til at udstede forbud mod tilstedeværelse af tilskuere på Sydsiden, hvis ikke der sker ændringer, der sikrer sikkerhedsfolk, samaritter m.fl. rimelig adgang til afsnittet.

Vi skal kraftigt appellere til jer alle, at vi minimerer ovenstående problemer, således at vi alle kan bruge energien, økonomiske ressourcer m.m. på at fremme bl.a. det sportslige område så meget som muligt!
 
Emil Bakkendorff
Sikkerhedschef - Brøndby IF