Superliga: Fælles indløb til alle kampe

15.07.2011 12:10

Fra den kommende sæsonstart vil hjemmehold og udehold løbe sammen på banen til alle Superligakampe rundt i landet og dermed også på Brøndby Stadion.

Det fælles indløb er et led i Divisionsforeningens bestræbelser på at ensarte og forbedre "produktet" Superligaen. Det er ingen hemmelighed, at Brøndby IF har strittet imod tiltaget, men at både Divisionsforeningen og de 11 andre Superligaklubbers accept har gjort, at Brøndby IF i sidste ende indvilligede.

Det er dog vigtigt at pointere, at den legendariske "Jump" bevares som indløbssang.

Jump fortsætter

Direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen fortæller:

- Grundlæggende er tanken, at en ens kampafvikling på alle stadions i Superligaen vil give et langt flottere produkt. Superligaen er i konkurrence med Champions League, Premier League og Bundesligaen på dansk tv, og derfor er det vigtigt, at der leveres en ensartet og kraftfuld åbning af kerneproduktet, selve fodboldkampen. Det vil give optimale muligheder for, at tv kan præsentere et godt produkt.

Administrerende direktør i Brøndby IF Jan Lockhart forklarer:

- Det har været en stor beslutning for os i Brøndby IF, da vi har en lang tradition for at sende vores eget hold sidst på banen, men vi vil heller ikke være den eneste klub, som modarbejder Divisionsforeningens forslag, der i sidste ende vil være til gavn for alle klubber i Superligaen, blandt andet når der skal forhandles en ny tv-aftale.

- Heldigvis beholder vi Jump som indløbssang, da den er en institution - ikke bare i Brøndby IF, men i dansk fodbold - og det er vi meget tilfredse med, slutter Jan Lockhart.

SA

I onsdags til Kjeld Rasmussen Cup 2011 gik holdene sammen på banen til Jump, og det fortsætter til Superligakampene i denne sæson.