Nederlag på 0-3 til Ajax Amsterdam

20.07.2011 20:22

Onsdag aften spillede Brøndby IF showkamp mod de hollandske mestre fra Ajax Amsterdam. Det slap Champions League-deltagerne klart bedst fra, da de vandt kampen med 3-0.

Du kan læse detaljer om kampen nedenfor.

Brøndby IF - Ajax Amsterdam 0-3 (0-1)

Kampen er slut. Den ender fortjent 0-3 til Ajax efter 0-1 ved pausen.

90. min: Thomas Rasmussen bliver spillet fri inde i feltet, men afslutningen går via målmanden til hjørne. Hjørnet fører ikke rigtig noget med sig.

88. min: Her mod slutningen af kampen sætter Ajax turboen på igen og kommer frem til flere mindre chancer, uden at det dog bliver rigtig farligt. 

84. min: Det virker, som om Brøndby IF har klaret svingdøren fra bænken til banen bedst. 

80. min: Sifiso Myeni og Osama Akharraz i et flot samspil, men en Ajaxfod kommer imellem Osama Akharraz og den store åbne mulighed.

78. min: Martin Bernburg får fightet bolden hen til Kristoffer Munksgaard, der afslutter flot. Desværre er målmanden på pletten og får reddet.

76. min: Sifiso Myeni (prøvespilleren fra Sydafrika) kommer på banen i stedet for Jan Kristiansen.

74. min: Bernburg får bolden lagt af til Alexander Green, der forsøger sig med et skud. Bolden har retning mod målet, men sidder lige på målmanden.

73. min: Det er Brøndby IF, der har bolden mest, mens det er Ajax, der er farligst.

70. min: Jan Kristiansen tager sig af frisparket og sender bolden direkte mod mål, men fansene på Sydsiden får lov til at kæmpe om den.

69. min: Et flot ryk op langs fløjen af Thomas Rasmussen giver Brøndby et frispark.

66. min: Nicolaj Agger og Daniel Stenderup bliver erstattet af Thomas Rasmussen og Martin Bernburg. Jan Frederiksen rykker ind i midterforsvaret, og Thomas Rasmussen tager sig derfor af venstre back.

64. min: MÅL! Et flot Ajax-angreb bliver fornemt afsluttet ved, at angriberen løber bag om ryggen på Semou og har let ved at heade bolden i mål.

60. min: Christian Eriksen bliver klappet af banen.

58. min: Selvom Ajax fik scoret hurtigt i anden halvleg, så har Brøndby været bedst i starten.

55. min: MÅL! Brøndbyspillerne får ikke clearet bolden fra feltet, og en Ajax-spiller kan nemt prikke bolden mellem benene på Tørnes.

52. min: Osama Akharraz med et flot skud udefra. Ajax' målmand var dog på pletten og får den skubbet over mål til et hjørne, der ender i et indkast til Ajax.

50. min: Brøndby IF er startet en del bedre end i første halvleg og har også været tæt på at komme igennem.

I pausen bliver Stephan Andersen, Anders Randrup, Clarence Goodson, Mikael Nilsson, Jens Larsen og Mikkel Thygesen skiftet ud. Ind kommer Michael Tørnes, Franck Semou, Dario Dumic, Kristoffer Munksgaard, Alexander Green og Brent McGrath. 

45. min: Så er der fløjtet til pause. Det var ikke årets flotteste halvleg, men mon ikke det bliver bedre i anden halvleg?

42. min: Dagens største bifald gjalder ned mod Mikkel Thygesen, der bomstærkt kæmper på højre fløj og til sidst sender bolden ind til Jens Larsen, der skyder mod Ajax-målet.

40. min: Brøndby IF's største chance indtil videre tilfalder Nicolaj Agger, der er helt fri foran mål, men bolden ryger via målmanden lige over mål.

39. min: MÅL! Ajax kommer foran på et flot hovedstød. Ajax-spilleren kommer kraftfuldt foran Stenderup og kan heade kuglen i kassen.

35. min: Brøndby IF's første hjørnespark bliver akrobatisk hentet ned af Ajax' målmand.

33. min: Spillet er gået lidt i dvale. Der er ikke rigtig nogle af holdene, der kan bryde det andet holds defensive struktur.

28. min: Brøndbyspillerne er gode til at finde de åbne huller bagved Ajax' forsvar, men den splittende aflevering sidder ikke helt præcis hver gang.

26. min: Ajax med deres andet hjørnespark. Brøndbyspillerne var dog på tæerne, og hollænderne får ikke noget udbytte af hverken hjørnet eller det efterfølgende pres.

23. min: Ajax har endnu en chance, men der var ikke meget bid i sparket, der blev sendt mod mål lige udenfor feltet, så en nem redning til Stephan Andersen.

23. min: Brøndby IF har bolden mere og mere og får presset længere oppe på banen.

19. min: Kampens første gennemspillede chance tilfalder Ajax. Nogle hurtige pasninger, et knivskarpt indlæg og et hovedstød. Heldigvis stod Stephan Andersen det rette sted.

15. min: Et Ajax-frispark bliver rettet af et par gange, og Stephan Andersen må ud i en god redning, for at en Ajax-spiller ikke kan prikke den let i mål.

12. min: Ajax-spillerne har kun trænet i ni dage, men det er ikke til at se i øjeblikket. Deres kombinationer går i et rask tempo, og de får presset hjemmeholdet godt over hele banen.

9. min: Et flot Ajax-angreb ender med en stor chance. Ajax-spilleren var dog i offside-position. 

6. min: Brøndby IF forsøger med hurtige omstillinger, men Ajax er gode til at få dem brudt, inden de rigtig bliver til noget. Derfor foregår de fleste boldberøringer på Brøndby IF's banehalvdel.

4. min: Goodson forsøger fra egen banehalvdel, da Ajax' målmand var langt ude. Optimistisk forsøg, der ender i en nem redning til Ajax' målmand.

2. min: Bolden starter med at klæbe sig til græstæppet, mens holdene kæmper om overtaget. 

0. min: På Ajax' hold er begge danskere med fra start. Den sydafrikanske prøvespiller Sifiso Myeni er at finde på Brøndby IF's bænk sammen med Thomas Rasmussen, Dario Dumic, Alexander Green, Franck Semou, Martin Bernburg, Kristoffer Munksgaard og Michael Tørnes.

0. min: Solen skinner ned på nogle tusinde tilskuere her på Brøndby Stadion.

Startopstilling

S. Andersen

A. Randrup - D. Stenderup - C. Goodson - J. Frederiksen

O. Akharraz - M. Nilsson - J. Kristiansen - J. Larsen

M. Thygesen - N. Agger