
Krohn-Dehli ude i en uge
07.07.2011 09:40
Brøndby IF's Michael Krohn-Dehli kom under tirsdagens formiddagstræning galt afsted, da han blev ramt på den ene ankel af en tackling og måtte transporteres i kongestol til omklædningsrummet af Jens Larsen og målmandstræner Morten Cramer.
Torsdag morgen har klublæge Eilif Larsen undersøgt Krohn-Dehlis ankel, og der er heldigvis godt nyt til midtbanespilleren.
Ude i en lille uge
- Michael (Krohn-Dehli, red.) fik i en tackling et vrid i det ene fodled og har pådraget sig en forstuvning.
- Vores vurdering er, at forstuvningen kræver en kort pause på en lille uge, hvorefter han så vil kunne indgå i træningen igen, lyder det fra Eilif Larsen.
Dermed går Michael Krohn-Dehli glip af Brøndby IF's to forestående træningskampe i Tyskland mod henholdsvis St. Pauli og Hansa Rostock.
Michael Krohn-Dehli ser heldigvis ud til at kunne nøjes med en kort pause på sidelinjen efter sin ankelforstuvning.