Knald på træningen inden Roskilde-kampen

05.07.2011 11:46

Der var masser af opspilsøvelser og intervalspil på programmet, da Brøndby IF's trup trænede for fuld knald tirsdag formiddag.

Senere tirsdag (kl. 17:30) spiller Brøndby IF som bekendt træningskamp i Kirke Såby ved Såby Hallen mod Roskilde FC. Adressen er Egevej 6, 4060 Kirke Såby.

Flotte scoringer

Forskellige opspilsmønstre startende fra centerforsvaret med hurtigt spil gennem midten og ud på kanterne, resulterede i mange flotte mål fra blandt andre Michael Krohn-Dehli og Nicolaj Agger.

De fire backer, Anders Randrup, Mikael Nilsson, Jan Frederiksen og Thomas Rasmussen piskede op og ned af kanterne og fik serveret en hel del kvalificerede indlæg.

De øvrige spillere deltog i opspillet, og midtbanespillerne samt angriberne skulle så time deres løb ind i feltet til en afslutning.

Efter træningen af opspilsmønstrene stod den på intervalspil på kort bane med en masse dueller og afslutninger.

Tirsdagens træning sluttede desværre med en uheldig tackling, der ramte Michael Krohn-Dehlis ankel. Om midtbanespilleren blot har fået et skrub, eller om det koster et stykke tid på sidelinjen, er endnu ikke til at sige.

Senere tirsdag eftermiddag spiller Brøndby IF som nævnt træningskamp mod Roskilde FC.

MT

Mikkel Thygesen strækker ud efter træning.