
Jens Larsen: Den får fuld gas
05.07.2011 08:36
Brøndby IF's Jens Larsen er efter en forårssæson på skånekost grundet en lyskeskade igen oppe i fulde omdrejninger.
Og det blonde energibundt ligger ikke på den lade side her i ugerne op til sæsonstart. Således lyder meldingerne fra folkene omkring holdet, at unge Larsen så godt som hver gang har de højeste pulsmålinger under holdets træningspas.
Jeg går efter at spille fast
- Jeg har trænet fuldt med et stykke tid nu, så lysken er fin. Der kan stadig være lidt ømhed, men det er ikke noget, der forhindrer mig i at være fuldt med - den får fuld gas.
- Jeg må indrømme, at det ikke har været specielt morsomt at være på sidelinjen hele foråret. Det er længe at sidde ude og ikke kunne lave det, man synes er allersjovest. Det har været frustrerende, helt sikkert.
- Når man har været skadet et godt stykke tid som jeg, skal der selvfølgelig opbygges noget form, men det ser fornuftigt ud allerede, synes jeg. Nu sigter jeg efter så meget spilletid som muligt.
- Det er mit klare mål at starte inde hver gang - det er det, jeg går benhårdt efter. Det er ikke let at få en startplads på det her hold, men når man først har prøvet det, så vil man være blandt de 11, der løber på banen inden en kamp, HVER gang.
- Vi glæder os rigtig meget, til Superligaen starter. Alle kampene i opstarten er også vigtige, men mere af andre årsager som kampform og så videre. Når der fløjtes op mod AaB, så er der point på spil, og det er det, man som spiller træner hårdt for at være med til, runder Jens Larsen af.
Jens Larsen er sin lyskeskade kvit og giver den fuld gas på træningsbanen sammen med resten af Brøndby-truppen.