Jan K.: Tabte til et bedre hold

20.07.2011 21:19

Brøndby IF tabte onsdag aften showkampen mod Ajax Amsterdam med 0-3 foran knap 5.000 tilskuere.

Jan Kristiansen anerkendte efter kampen Ajax' gode indsats og det fortjente i hollændernes sejr.

Stor oplevelse trods alt

- Der er vist ingen tvivl om, at vi taber til et bedre hold i dag. De kørte bolden utrolig hurtigt rundt og var meget boldsikre. De havde lige et gear mere tempomæssigt, så resultatet kan man ikke indvende noget imod.

- Når det er sagt, så var det en fin kamp, hvor vi bliver matchet mod et europæisk tophold. Det var da en stor oplevelse, ikke mindst for vores mange unge spillere.

- Jeg synes egentligt, at vi arbejder fortrinligt for det derude, og vi får da også skabt i hvert fald tre store chancer, som godt kunne have givet et par mål.

- Vi møder Silkeborg lørdag allerede, men på trods af det synes jeg, at vi formår at give den gas i dag uden at tænke for meget på weekendens kamp. En kamp som i dag er jo en god chance til alle spillere for at vise over for trænerteamet, at man vil starte inde næste gang. slutter Jan Kristiansen.

JK

En fokuseret Jan Kristiansen vipper bolden over Ajax Amsterdams anfører Theo Janssen. Foto: Flemming Alø