Henrik Jensen: Målet er at komme videre

15.07.2011 14:10

Cheftræner i Brøndby IF Henrik Jensen ser SV Ried som en vanskelig modstander, men slår også fast, at målet helt klart er at komme videre til næste runde i kvalifikationen til Europa League gruppespillet.

- Det er en noget sværere modstander end i sidste sæson, men jeg ser os alligevel som favoritter, og målet er at komme videre til næste kvalrunde, siger cheftræneren.

SV Ried skal scoutes

- Det var vel ikke den bedste lodtrækning, vi fik, men omvendt heller ikke den værste. Vi kender ikke meget til SV Ried lige nu, men vi begynder på at se dem an og vil sende en mand ned og tjekke dem ud.

- Østrigsk fodbold er på vej frem, og der er mange penge i flere af klubberne dernede, så det er formentlig et godt hold, vi skal møde, men selvom kampen bliver halvsvær, så er vi favoritter som seedet hold, og vi skal gå efter næste runde.

HJ

Cheftræner Henrik Jensen vil i den kommende tid kigge nærmere på SV Ried.