Daugaard: God test mod Ajax

19.07.2011 08:20

Onsdag aften møder Brøndby IF den hollandske storklub og mesterhold Ajax Amsterdam i en showkamp på Brøndby Stadion med kick off kl. 18.30.

En yderst interessant kamp, hvor Brøndby IF's mange unge spillere kan blive testet på højeste niveau, forklarer assistenttræner Kim Daugaard.

En spændende modstander

- Det er en rigtig god modstander, som vi skal op imod onsdag, da Ajax altid har været en storklub, og nu også igen er hollandske mestre. Det betyder, at vi kan blive målt mod rigtige gode modspillere, og det bliver en god matchning for vores spillere.

- Selvfølgelig er kampen på lørdag mod Silkeborg den vigtigste lige nu, men når man har med Brøndby IF at gøre, så går vi altid efter at vinde, og det vil løfte os, hvis vi kan besejre de hollandske mestre.

- Den korte tid til næste turneringskamp betyder dog, at vi stiller op med en stor trup, og mange spillere vil få chancen i opgøret. Det vil også give nogle af de unge en rigtig god oplevelse at spille mod Ajax på Brøndby Stadion, hvor de vil blive tvunget til at spille hurtigere grundet tempoet og niveauet fra modstanderne.

Husk at billetterne til Ajax-kampen kun koster 100 kroner (50,- for børn). Du kan købe billetter online her.

MT  

Mikkel Thygesen er klar til nye udfordringer i Brøndby-trøjen allerede onsdag mod Ajax Amsterdam.