Countdown, fem dage tilbage: Agger med nye mål

12.07.2011 12:24

Countdown: Om blot fem dage tages der endelig hul på den nye sæson i den danske Superliga. Brøndby IF åbner som bekendt ballet hjemme mod AaB.

I dagene op til sæsonstart bringer brondby.com interviews med seks af klubbens spillere, der akkurat som alle os andre næsten ikke kan vente, til der igen er point at kæmpe om.

I denne artikel fortæller Nicolaj Agger om egne forventninger til den kommende sæson samt hans længsel efter igen at hilse på Sydsiden og Brøndby Stadion.

Sejr på søndag giver ro

- Det har for mit vedkommende været en kort og intens opstart, da jeg kom lidt senere tilbage fra ferie grundet U21-EM, så jeg har egentlig brugt kampene til at spille mig i form, hvilket har været hårdt, men også en god måde igen hurtigt at finde rytmen på.

- Jeg var overordnet tilfreds med mit forår, hvor jeg fik scoret nogle mål og så en udvikling i mit spil, men der er hele tiden plads til forbedring, og derfor forsøger jeg hele tiden at sætte mig nye mål. Min målsætning for hele den kommende sæson er at spille fast, være en fast del af holdet - og så vil jeg gerne score 12-18 mål. Antallet af scoringer for en angriber kommer også meget an på holdet og resultaterne i kampene, men jeg tror på, at jeg kan score en masse mål.

- Nu starter vi på søndag mod AaB, og jeg glæder mig helt vildt. Det her er det fedeste tidspunkt på året, det er sommer, og sæsonen er lige rundt om hjørnet. Man går konstant rundt med lidt kriller i maven for at komme i gang, og så ser jeg virkelig frem til at løbe ind på Brøndby Stadion og høre Sydsidens fantastiske opbakning.

- Der har været meget snak om vores resultater i træningskampene, men jeg har oplevet det sådan, at vi har haft mange kampe på kort tid kombineret med hård træning, og derfor skal man ikke være nervøs på den konto. Vi går efter en sejr på søndag og får vi den, så er træningskampene glemt.

NA

Nicolaj Agger glæder sig til kampen på søndag mod AaB.