UEFA: Brøndby IF som et godt eksempel

27.01.2011 09:15

Brøndby IF valgte i november sidste år som den første klub i Danmark at oprette en ny fankoordinator-stilling. Fankoordinatoren er bindeleddet mellem klub og fans og skal sikre og udvikle dialogen parterne imellem.

Oprettelsen af stillingen er dels sket for at imødekomme fan-ønsker om en fankoordinator og for at fastholde dialogen, men samtidig også for allerede nu at opfylde en del af UEFA's Financial Fairplay-udspil, som træder i kraft i 2012.

Dette udspil indeholder blandt andet en regel om, at alle klubber der søger licens til UEFA's turneringer skal have ansat en Supporters Liasons Officer (fankoordinator).

Besøg fra Supporters Direct

Tirsdag den 18. januar havde Brøndby IF besøg af Stuart Dykes fra organisationen Supporters Direct. Supporters Direct opererer under UEFA og skal træne de nationale fodboldforbund til at håndtere den nye funktion i europæisk fodbold - Supporters Liasons Officer (fankoordinator).

Stuart Dykes er pt. i gang med at lave en håndbog til kommende fankoordinatorer samt de nationale forbund omkring fankoordinator-rollen. Derfor havde Dykes med stor interesse henvendt sig til Brøndby IF for at høre mere om overvejelserne og forventningerne i forbindelse med oprettelsen af fankoordinator-stillingen.

- Jeg vil gerne sige tillykke til Brøndby IF med stillingen og samtidig rose dem for at have taget en proaktiv tilgang til at forbedre deres relationer til klubbens fans.

- Så vidt jeg ved, er Brøndby IF den første danske klub til at ansætte en Supporters Liasons Officer, og jeg er sikker på, at Brøndby-modellen vil være et godt eksempel for klubber over hele Europa, udtaler Stuart Dykes.

Brøndby IF's fankoordinator Patrick Vestphael vil senere på året rejse til Tyskland for at deltage i et udvalg nedsat af Supporters Direct, hvor indholdet af den nye håndbog vil blive diskuteret.