
Seminar med bestyrelsen, administrationen og Det Nye Brøndby
20.01.2011 08:48
Brøndby IF's bestyrelse, administration, sportslig sektor samt kommende administrerende direktør og sportschef afholdt mandag et seminar i Michael Laudrup Loungen, hvor de enkelte afdelinger fik mulighed for at præsentere sig selv over for de nye ansigter i ledelsen og bestyrelsen.
Som et led i seminaret var Det Nye Brøndby også indkaldt, og efter deres oplæg var der spørgetid og livlig debat.
Dialogen fortsætter
Der var bred enighed blandt de deltagende om, at seminaret var en stor succes. Administrationen og den sportslige sektor holdt hver især oplæg, der efterfølgende blev diskuteret og spurgt ind til.
Midtvejs i seminaret kom Det Nye Brøndby på banen, og deres tre repræsentanter fik efterfølgende rosende ord med på vejen for deres seriøsitet og saglighed.
Begge parter udtrykte klare ønsker om at fortsætte dialogen, og der vil fremover blive indkaldt til lignende dialogmøder.
Bestyrelsesformand Per Bjerregaard:
- Seminaret gav de nye folk i ledelsen og bestyrelsen mulighed for at lære mere om virksomhedens forskellige afdelinger og de muligheder og udfordringer, de indeholder. Modsat fik afdelingerne lejlighed til at præsentere sig selv og deltog selvfølgelig efterfølgende i seminarets debat.
- Vi var også glade for, at Det Nye Brøndby accepterede vores invitation og mødte så velforberedte og diskussionsparate op. De skal have ros for deres input til det fremtidige strategiske arbejde, som vi står over for.
- Der er ingen tvivl om, at det er givtigt for en virksomhed at have en gruppe mennesker som Det Nye Brøndby, der brænder så meget for sagen, at de bruger fritid på at komme med forslag til forbedringer. Det sætter vi pris på, og vi vil holde kontakten ved lige med dem fremover, slutter Per Bjerregaard.