
Peter Madsen lejes ud til Lyngby
30.01.2011 18:49
Brøndby IF, Peter Madsen og Lyngby BK er blevet enige om betingelserne for en lejeaftale, der sender Peter Madsen på græs i Lyngby det næste halve år.
Dermed får Peter Madsen i foråret mulighed for at få mere spilletid, end der umiddelbart var udsigt til på vestegnen.
Spille fodbold på højeste niveau
Sportslig koordinator i Brøndby IF, Jan Groth Møller, udtaler:
- Vi tror, at lejeopholdet i Lyngby vil gøre Peter godt, og vi håber, at han vil genfinde noget af den form, der tidligere har bragt ham både ind omkring landsholdet og til udlandet.
- Peter stod ikke til at få meget spilletid i det kommende forår i Brøndby, så derfor var Lyngbys interesse en kærkommen mulighed for Peter for igen at spille fodbold på højeste niveau.
Selv siger Peter Madsen:
- Jeg er glad for, at det er faldet på plads med Lyngby. Jeg får mulighed for at spille fodbold igen, og det er selvfølgelig vigtigt for mig.
- Jeg glæder mig til at støde til Lyngbys hold, som er meget spændende og har gjort det flot i Superligaen. Det er et rigtig godt hold, som jeg forhåbentlig kan hjælpe fremad her i foråret.
Peter Madsen starter op i Lyngby på mandag.