
Krohn-Dehli: Superligaen er guleroden
20.01.2011 10:27
Michael Krohn-Dehli har haft en flot efterårssæson med mange stærke præstationer både for Brøndby IF og det danske landshold. Hele ni mål i Superligaen blev det til fra den vævre midtbanespiller.
Desuden blev "Krohns" efterår krydret af kåringen til Årets Spiller i Brøndby IF samt til Årets Mål ved TV2's Dansk Fodbold Award 2010. brondby.com talte med Michael Krohn-Dehli om ambitionerne for foråret.
Jeg vil fortsat præstere på et højt niveau
- Ligesom i efteråret så handler det for mig om at blive ved med at præstere på et højt niveau. Først og fremmest skal jeg bidrage med så meget som muligt her i Brøndby både spillemæssigt og scoringsmæssigt. Det er her, at jeg hver søndag skal præstere.
- Jeg håber da, at jeg ved at levere på klubholdet kan fortsætte med at være inde i varmen på landsholdet. Det er et stort mål for mig i foråret.
- Vi er kommet godt i gang med opstarten, synes jeg. Det er hårdt, men det skal det også være. Den første måned er altid tung at komme igennem, men alle herude går til stålet og kæmper igennem til hver træning. Der er ikke så lang tid til Superligaen starter igen, og det er klart, at kampene i ligaen er vores gulerod lige nu.
- Nu rejser vi på træningslejr til Portugal på tirsdag, og det bliver rigtig fedt at træne på gode græsbaner i mere fornuftige temperaturer. Vi får trænet mere fodbold dernede, og det er også altid godt for det sociale i truppen at være afsted sammen i længere tid
- I foråret er andenpladsen det klare mål for os, men for at få den, skal vi være mere stabile i vores præstationer. Vores topniveau er højt, som i 2-0-sejren over OB, men bundniveauet skal hæves. Vi skal gå efter at vinde hver kamp i foråret, runder Michael Krohn-Dehli af.
Michael Krohn-Dehli sparkede i efteråret ni mål ind bag modstandernes keepere. Lad os håbe, at Krohn holder den flotte scoringsfrekvens i foråret.