Henrik Jensen: Rigtig god træningskamp

28.01.2011 10:32

Brøndby IF tabte igår 2-3 til OB i første kamp i Atlantic Cup, som holdet deltager i i forbindelse med træningslejren i Portugal.

Cheftræner Henrik Jensen var glad for spillet i torsdagens kamp, men selvfølgelig mindre tilfreds med nederlaget.

Vi var dygtige med bolden

- Det var en rigtig god og velspillet kamp fra begge holds side. I forhold til tidspunktet på sæsonen blev kampen spillet i et rigtigt højt tempo, så det var super sparring for spillerne.

- Jeg var glad for vores omgang med bolden, som var rigtig god - især i anden halvleg. Vi får spillet bolden godt rundt og holder fast i spillet i lange perioder. Vi lukker desværre et par dumme mål ind. Selv om det er en træningskamp, vil vi jo alle gerne vinde, så det var ærgerligt.

- Det hænger til dels sammen med, at vores forsvar igår naturligt nok ikke er så sammenspillet. Men når det er sagt, så var det også et stærkt OB-hold vi mødte i noget, der lignede stærkeste opstilling.

- Der var flere gode præstationer i kampen, så alt i alt var det en fin kamp på trods af nederlaget. Mathias Gehrt fik chancen i angrebet fra start og lykkes med nogle ting, men har det lidt svært mod et meget fysisk stærkt OB-hold. Vi skifter Randrup ud i første halvleg, da han fra formiddagens træning havde lidt ømhed i lysken. Det samme er gældende for Nicolaj Agger, der derfor sad over.

- Nu ser vi frem til flere gode træningspas hernede og til et par gode kampe mod Elfsborg og Helsingborg i næste uge.

PJ

Cheftræner Henrik Jensen var godt tilfreds med en velspillet og lige træningskamp, men ærgerlig over at tabe til OB.