
Randrup: Masser af selvtillid
15.02.2011 09:12
Brøndby IF's U21-landsholdsspiller Anders Randrup spillede mandag eftermiddag en glimrende kamp i Slagelse mod FC Vestsjælland.
Anders Randrup lukkede højresiden helt ned og bidrog fremad banen med konstruktive pasninger og chanceskabende bolde.
Selvtilliden på plads
Og i sidste uge fik Anders Randrup hele kampen for det danske U21-landshold i opgøret mod Spanien, og højrebacken mærker også, at han er tæt på topformen både fysisk og mentalt.
- Det er klart, at man først finder rytmen, når man spiller kampe, hvor der er noget på spil, så jeg glæder mig til sæsonen for alvor går i gang, men jeg følger mig rigtigt godt kørende, og jeg har gjort det fint i træningskampene.
- Jeg har fået masser af selvtillid og tro på tingene, så det lover godt for forårets kampe, som jeg glæder mig til.
God indsats i Slagelse
Brøndby IF vandt som bekendt 3-1 over FC Vestsjælland mandag i Slagelse, og Anders Randrup er tilfreds med holdets præstation.
- For det første, så leverer vi i perioder rigtig god fodbold. Vi får vist de ting, vi gerne vil og scoret nogle gode mål.
- Samtidig er det positivt, at vi står godt defensivt. Jeg tror ikke, at FC Vestsjælland har et eneste skud på mål efter pausen, så det skal vi også tage med videre.
Anders Randrup har set stærk ud i forårets træningskampe.