Goodson på tavlen i 3-1-sejr over FCV

14.02.2011 17:37

Brøndby IF vandt mandag eftermiddag 3-1 over FC Vestsjælland i Slagelse på mål af Clarence Goodson, Ousman Jallow og Nicolaj Agger.

På trods af en uheldig start i det blæsende vejr, hvor FC Vestsjælland kom foran 1-0 efter blot to minutters spil, så fik Henrik Jensens tropper hurtigt rejst sig og vandt sikkert opgøret.

Positivt i begge ender

Brøndby-holdet virkede solide rent defensivt og gav ikke mange chancer væk i opgøret mod 1. divisionsholdet. Både Clarence Goodson og Max von Schlebrügge var konsekvente i deres indgreb, hvilket gjorde livet svært for FC Vestsjælland-angriberne. Samtidig var Thomas Rasmussen og Anders Randrup påpasselige og sikre i deres boldomgang.

Der var god bevægelse i det offensive spil, og kombinationsspillet var nydeligt og i store perioder tempofyldt. Det var derfor fuldt fortjent, at Clarence Goodson efter små tyve minutters spil udlignede på et hovedstød tæt under mål.

I begyndelsen af kampen fik værterne fra FC Vestsjælland i øvrigt en spiller udvist for at skubbe Mike Jensen i brystet, men holdene blev enige om, at FCV kunne sætte en ny spiller på banen i stedet for den udviste.

Og Brøndby IF havde momentum i hele første halvleg, hvilket også kunne aflæses på måltavlen. Ousman Jallow scorede midtvejs til 2-1 efter et godt indlæg af Jens Stryger Larsen, inden Nicolaj Agger driblede sig selv fri og nettede til 3-1.

Middelmådig anden halvleg

Efter pausen havde Brøndby hjælp af en kraftig vind i banens længderetning, men det opløftende spil fra første halvleg blev desværre ikke overført. Brøndby-holdet spillede for langsomt og skabte derfor ikke samme antal chancer som før pausen.

Overordnet var det en god indsats af Brøndby IF, der viste, at holdet både offensivt og defensivt er på rette spor inden sæsonstarten om nogle uger.

FC Vestsjælland - Brøndby IF 1-3 (1-3)

1-0 (FCV, 2. min.)
1-1 (Clarence Goodson, 20. min.)
1-2 (Ousman Jallow, 27. min.)
1-3 (Nicolaj Agger, 44. min.)

Startopstilling

S. Andersen

A.Randrup - C. Goodson - M. von Schlebrügge - T. Rasmussen

J. Larsen - M. Nilsson - M. Jensen - M. Krohn-Dehli

O. Jallow - N. Agger

Udskiftninger

Ud: M. Nilsson, M. Krohn-Dehli, O. Jallow, T. Rasmussen, N. Agger

Ind: R. van der Schaaf, B. McGrath, O. Akharraz, D. Norouzi (U19), Mathias Gehrt (U19)

Agger

Nicolaj Agger kom lige som Goodson og Jallow på tavlen i mandagens 3-1-sejr over FC Vestsjælland.