
A-landsholdsdebut til Wass
10.02.2011 08:48
Brøndby IF's Daniel Wass fik onsdag aften sin officielle A-landsholdsdebut, da landstræner Morten Olsen valgte at skifte højrebacken ind i pausen i landskampen mod England.
Daniel Wass leverede en god indsats, hvor han lukkede ned rent defensivt og viste flere prøver på sine mange offensive kvaliteter.
Krohn-Dehli med i scoringen
I Morten Olsens startopstilling var Brøndby IF's Michael Krohn-Dehli, og han var med i den danske scoring, da han med en teknisk svær detalje spillede Christian Eriksen, hvis indlæg blev headet i nettet af den tidligere Brøndby-spiller Daniel Agger.
Michael Krohn-Dehli spillede en især rigtig god første halvleg, hvor han flere gange satte tempo i den danske offensiv.
brondby.com ønsker Daniel Wass tillykke med A-landsholdsdebuten.