Thode: Hårdt program venter spillerne

07.12.2011 13:45

Brøndby-truppen er nu gået ind i den fase, som klubbens fysiske træner kalder vedligeholdelsesperioden, hvor spillerne får hvilet ud, men også skal træne for at være klar til til 2012.

Amerikanske Ahron Thode har udarbejdet træningsprogrammerne, som spillerne skal følge, og der venter en del træning før juleanden, fortæller amerikaneren til brondby.com.

En nødvendig investering

- Spillerne har først en uges fri nu her, men jeg ved fra mange af dem, at de allerede så småt er gået i gang og slet ikke kan lade være med at holde sig i gang. Men efter den første uge er der 3-4 træningsdage om ugen med høj intensitet.

- Her skal spillerne lave både styrketræning, sprint-, løbe- og springtræning, så der venter dem nogle hårde uger, hvor de skal træne hårdt. Heldigvis er spillerne sultne efter succes, og de forstår, at det er en nødvendig investering og vil give os mere tid i 2012 til at træne taktisk og teknisk, for så har vi det fysiske på plads.

- Naturligvis bliver der også tid til at hvile og nyde julen, da det er vigtigt som elitesportsmand at koble af mentalt og fysisk, men vi skal også have lagt fundamentet i denne periode til forårssæsonen, så alle er helt kampfit, når turneringen atter går løs.