U-update: Sejr til U19 - U17 tabte knebent

16.08.2011 11:14

Lørdag indledte Brøndby IF's danske mestre henholdsvis U19- og U17-sæsonen med en udekamp mod FC Nordsjælland.

U19 leverede varen og vandt 2-0, mens U17-holdet desværre smed en 1-0 føring og tabte premieren i Farum med 1-2.

Sikker U19-sejr

Bent 'Turbo' Christensens mandskab kom fint fra land i U19-ligaen, da Thomas Aarris efter et kvarters spil bragte Brøndby IF foran 1-0.

Senere i første halvleg kombinerede Brøndby IF sig glimrende frem til 2-0 scoringen, der blev banket i nettet af Rasmus Louie Larsen. Et klassemål lige efter den moderne fodbolds ABC.

Efter pausen kørte Brøndby IF uden problemer sejren i hus, og det var endda med to U17-spillere i form af Pierre-Emile Højbjerg og Svenn Crone i startopstillingen, da Riza Durmisi var skadet, mens Mathias Redsted sad ude med karantæne.

Næste U19-kamp er på lørdag hjemme mod Esbjerg kl. 15.00.

Ærgerligt U17-nederlag

John Ranums mandskab overtog lørdag scenen i Farum efter U19-kampen, og her satte Brøndby IF sig også på opgøret.

Der var både muligheder til Daniel Holm og Alexander Munch i kampens indledning, men desværre manglede den sidste skarphed i afslutningen.

Den havde talentfulde Andrew Hjulsager til gengæld efter en halv times spil. U17-landsholdsspilleren trykkede af fra 25 meter og bolden sejlede over i det lange målhjørne, og så førte gæsterne med 1-0 i pausen.

U17-holdet kunne desværre ikke holde stand i de sidste 45 minutter, og da hjemmeholdet nettede to gange, så vandt FC Nordsjælland kampen med 2-1.

Brøndby IF's U17-hold spiller igen på lørdag hjemme mod Esbjerg kl. 13.00.