Mike: Ser positive tendenser

10.08.2011 08:15

Brøndby IF's Mike Jensen er ærgerlig over at sidde udenfor i denne periode og ikke kunne bidrage på banen, men den skadede midtbaneprofil har også observeret interessante ting fra tribunen.

Genoptræningen er endnu ikke startet, men i næste uge skal Mike Jensen så småt begynde at støtte på foden.

Humøret er okay

- Det går allerede meget bedre, og jeg har ikke så mange smerter mere. I starten var det virkelig smertefuldt, men nu kan jeg gå på krykker uden det gør ondt. I næste uge skal jeg have en ny skinne på, og så kan jeg stille og roligt begynde at støtte lidt på foden, og herefter kommer så genoptræningsperioden.

- Humøret er ikke helt i top, men okay trods alt. Jeg ville utrolig gerne spille og hjælpe holdet, men jeg må holde fokus på at komme hurtigst muligt tilbage. Det er altid frustrerende at sidde ude, men skader vil ramme de fleste fodboldspillere.

- Det har faktisk også været meget interessant at sidde på tribunen i nogle kampe og observere, hvordan spillet ser ud deroppe fra, når jeg er vant til at være nede på banen. Og selvom resultaterne ikke har været der, så ser jeg flere positive tendenser. Vi spiller rigtigt godt, eksempelvis i store dele af kampen mod Ried og i Odense, men vi kan desværre ikke helt fuldføre det endnu, men der er mange positive momenter i vores hold, så jeg er sikker på, at det snart vender.

MJ  

Mike Jensen blev skadet i kampen mod AC Horsens.