
Henrik Jensen: Det sidder i hovedet
14.08.2011 18:53
Brøndby IF måtte søndag aften endnu en gang indkassere en sen scoring imod sig i hjemmekampen mod SønderjyskE.
Det betød, at opgøret endte 2-2. brondby.com talte med cheftræner Henrik Jensen efter kampen.
Ved at være en dum rutine
- Vi får en forfærdelig start på kampen, som gør at vi bliver meget nervøse og spiller for meget alibifodbold. Vi er skrøbelige mentalt, det er der ingen tvivl om - især her på hjemmebane.
- Vi arbejder meget med det mentale og har et stykke tid haft en mentaltræner, som hjælper os. Det er et vigtigt område at arbejde med for os pt.
- Efter den første halve time foretager vi et par udskiftninger for at ruske lidt op i spillerne. Der skulle ske noget, for det var langt fra godt nok.
- Vi kommer godt tilbage i kampen og får lavet et par gode mål, men til sidst i kampen stopper vi igen med at spille fodbold og holder ikke vores aftaler.
- Vi begår for mange dumme frispark, som giver dem farlige standardsituationer, som de er rigtig dygtige til. Det er så desværre også det, der giver dem målet kort før tid. Det er ved at være en rigtig dum rutine for os.
- Meget af det sidder i hovedet på spillerne - det kan man se, når det går imod os på banen. Efter vi scorer, begynder vi jo at spille udmærket fodbold og ser langt bedre ud. Så vi skal helt klart arbejde videre med det mentale, slutter Henrik Jensen.
Henrik Jensen under kampen mod SønderjyskE. Foto: Arnason.dk