
Femi: Tilfreds med debut-kampen
22.08.2011 08:55
Brøndby IF's nye midtbaneslider Femi Ajilore fik søndag en rigtig flot debut mod AGF. Her var midtbanespilleren både rolig, boldsikker og stærk i erobringsspillet.
brondby.com tog mandag morgen en snak med den afrikanske jernmand efter den flotte debutkamp.
Kan blive endnu bedre
- Det var dejligt at få debut i den gule trøje, og jeg er glad for at spille med mine holdkammerater. Alle løber for hinanden, kæmper og går efter sejren, og det er dejligt at være en del af.
- Generelt har vi god kontrol over kampen, spiller bolden godt rundt og har mange chancer, som vi kan score på. AGF stod meget lavt og kompakt, så vi skulle være omhyggelige med bolden og tålmodige, og det synes jeg også, at vi var kampen igennem.
- Jeg er tilfreds med min egen indsats i kampen i går. Det gik rigtigt fint, og jeg fik heldigvis vundet en del bolde og hjalp på den måde forsvaret. Selvfølgelig ville vi gerne have vundet kampene, også for de mange fans, men vi manglede heldet til slut. For mit eget vedkommende er jeg tilfreds, men jeg ved også, at jeg bliver endnu bedre, når jeg får flere kampe.
Femi Ajilore var en af banens bedste spillere søndag i Aarhus.