Cramer: Tørnes er topprofessionel og klar til opgaven

18.08.2011 14:37

Brøndby IF's Michael Tørnes er ny førstemålmand i klubben efter salget af Stephan Andersen, og klubbens målmandstræner Morten Cramer tror på den 25-årige keeper.

Tørnes har allerede førsteholdserfaring fra efteråret 2010, og Morten Cramer er overbevist om, at keeperen vil løfte sit niveau yderligere og udvikle sig i løbet af efteråret.

En topprofessionel og træningsparat keeper

- Tørnes er klar til opgaven som førstemålmand. Han blev kastet lidt ind i det i søndags, men nu har vi haft en god træningsuge, han har prøvet Superligaen før, og han har udviklet sig meget som målmand, så han glæder sig til søndagens kamp i Aarhus.

- Han er dybt seriøs og topprofessionel. Meget hårdtarbejdende og vil altid yde maksimalt for at blive bedre og hjælpe holdet. Tidligere i karrieren måtte han kæmpe hårdt for at leve af fodbold og arbejdede derfor som anlægsgartner, hvor han slæbte sten inden træning. Derfor er det en gave for ham at kunne træne flere gange om dagen for at blive bedre. Han elsker ganske enkelt at træne og blive bedre, men han har også lært, at man nogle gange skal ind og slappe af, så der hele tiden er kvalitet i træningen. Men han har aldrig fået noget foræret, og det afspejler hans seriøse tilgang til tingene.

- Vi får også en førstemålmand i Tørnes, der er offensiv og modig i feltet. Det så vi sidst, hvor han stod i Superligaen, og det har vi set i reserveholdskampene. Han har også en stor vindermentalitet, og det vil også hjælpe holdet, så jeg glæder mig til at se ham på søndag mod AGF.

MT 

Michael Tørnes er klar til rollen som førstemålmand, mener Brøndby IF's målmandstræner Morten Cramer.