
Bedring mht. de gule striber
12.08.2011 11:54
Tiltaget med de gule striber på Sydsiden, der har til formål at markere adgangsveje for tilskuere, samaritter, kontrollører m.fl., har som tidligere beskrevet ikke været en succes.
I den seneste Superliga-hjemmekamp var der imidlertid klar bedring at spore, og de gule striber blev i højere grad holdt frie end hidtil.
Meget glædeligt
Den udvikling glæder Brøndby IF's sikkerhedschef Emil Bakkendorff:
- Det var meget glædeligt at se, at flere folk på Sydsiden undlod at opholde sig på de gule striber.
- Som vi tidligere har udtrykt, så er de gule striber bestemt ikke det optimale set fra Brøndby IF's side. Det er et kompromis med myndighederne, som i et stykke tid har krævet bedring af adgangsvejene og sikkerhedsforholdene på Sydsiden.
- Overholdes de gule striber, kan vi undgå at blive pålagt andre tiltag som sektionering eller sæder, hvilket for klubben og - tror jeg - også for fansene trods alt vil være noget værre.
- Vi håber på, at de gule striber fortsat vil blive holdt frie under vores hjemmekampe. Hjælper vi hinanden med dette, er der gode chancer for, at vi kan bevare Sydsiden, som den er, slutter Emil Bakkendorff.