U19 og U17: Dobbeltsejr mod Vejle

04.04.2011 11:26

Lørdag var der dobbeltopgør mod Vejle Boldklub i U17- og U19-ligaen, og det lykkedes at vinde begge kampe med 1-0, så Brøndby IF fortsat topper begge ligaer.

Mens U17-holdet dominerede store dele af deres kamp, så var U19-kampen mere jævnbyrdig og blev afgjort på en straffesparksscoring af Alexander Green midt i første halvleg.

U17 med stor spilovervægt

Cheftræner John Ranums U17-drenge leverede en helt igennem flot præstation, især var det positivt, at de fire spillere, der netop har kvalificeret Danmark til U17 EM, tog opgaven seriøst og var i stand til at fokusere på Vejle-kampen.

Talentfulde Pierre-Emil Højbjerg fik en skidt start på kampen, da han tidligt kostede en friløber, men Andreas Hansen i målet kom ud og reddede med en god aktion. Men Pierre-Emil Højbjerg viste sin mentale styrke, da han løftede sig spillemæssigt, var blandt banens bedste og sågar scorede til 1-0 efter 48. minutters spil.

Brøndby havde kampen igennem mange afslutninger mod mål, men desværre manglede den sidste skarphed, og derfor blev det kun til en 1-0 sejr mod Vejle lørdag eftermiddag.

Sejren betyder, at Brøndby IF fortsat fører U17-ligaen to point foran FC Midtjylland.

Brøndby IF - Vejle Boldklub 1-0 (0-0)
1-0 Pierre-Emil Højbjerg (48.min)

Startopstilling

A. Hansen

S. Crone - F. Holst - M. Nielsen - A. Christensen

P.E. Højbjerg - O. Tranberg - A. Hjulsager

R. Durmisi - D. Holm - M. Jensen

Ind: C. Borslund, N. Mortensen, B. Severinsen
Ud: D. Holm, R. Durmisi, M. Jensen

U19 vandt uskøn kamp

Spillemæssigt fandt Brøndby IF's U19-mandskab aldrig helt rytmen i den svære topkamp mod udestærke Vejle, men organisationen var solid, og spillerne arbejdede stenhårdt i samtlige 90 minutter.

Og som tophold skal man også vinde de kampe, hvor maskineriet ikke helt kører, og det gjorde Bent Christensen Arensøes tropper, da Alexander Green midt i første halvleg scorede sikkert på et straffespark, som Daniel Norouzi havde fået.

Patrick Olsen havde i anden halvleg et skud på stolpen, men ellers var det småt med de store muligheder i begge ender, og kun få gange skulle Nicolaj Jørgensen i Brøndby-målet i aktion grundet Brøndbys stærke defensiv og kompakte organisation.

Med 1-0 sejren konsoliderer Brøndby IF førstepladsen i U19-ligaen.

Brøndby IF - Vejle Boldklub 1-0 (1-0)
1-0 Alexander Green (24.min)

Startopstilling

N. Jørgensen

M. Redsted - D. Dumic - C. Stockholm - D. Norouzi

F. Semou - A. Green - P. Olsen

T. Aarris - K. Lauridsen - R. Louie

Ind: F. Damm, J. Emkjær, R. Joensen
Ud: P. Olsen, T. Aarris, K. Lauridsen