Reserveholdssejr på 3-1 mod FCM

19.04.2011 22:21

Med en fornem 3-1-sejr over FC Midtjylland på EDC Arena's kunstgræsbane i Ikast er Brøndby IF fortsat med i topstriden i Reserveholdsturneringen.

Målscorerne for de blågule gæster var Bruno, Daniel Norouzi og Michael Krohn-Dehli. Der var mange fine præstationer, hvor den bedste var Michael Tørnes, der stod en klassekamp og flere gange reddede kastanjerne ud af ilden.   

McGrath og Bruno slog til

De to hold lagde for frisk fra land, og begge hold fik hurtigt skabt muligheder i begge felter. Den første scoring lod heller ikke vente på sig længe, da Brent McGrath efter små seks minutter tog et godt dybdeløb og havde fri passage mod målet, men i stedet for et skud trillede han den uselvisk videre til en fri Bruno, og han fik nettet til at blafre. 1-0 til Brøndby IF.

Herefter fulgte en mere stille periode med masser af spil henover midten, men McGrath fik med endnu et godt dybdeløb skabt den næste store chance, og lidt presset fik han sendt et skud af sted, som FCM-keeperen lige akkurat fik lappen på. En god aktion af den nybagte landsholdsspiller, der spillede en fornuftig kamp.

Mod slutningen af 1. halvleg fik midtjyderne skabt et moderat pres mod Brøndby-buret, og specielt ved én lejlighed fik Michael Tørnes vist klassen da forsvaret blev spillet tyndt i højre side. Lynhurtigt fløj han ud af målet og fik blokeret skuddet, og det var blot den første af flere farlige situationer, som den 25-årige keeper fik afmonteret.

Redningsmanden Tørnes

Brøndby IF foretog hele fire udskiftninger i pausen, hvor tre af dem var i forsvaret, og det var i første omgang ved at koste. Midtjyderne fik lagt et stort tryk i 10 minutter, men to gange fik Tørnes afværget faren med både gode reflekser og en fremragende evne til at dække op, da han på forunderlig vis fik presset en helt fri Ken Fagerberg væk fra målet.

Matchen havde efter pausen fået et nøk opad i nerve og tempo, og det førte til en underholdende og afvekslende omgang fodbold. Da Daniel Norouzi i det 57. minut løb i dybden og fik en perfekt aflevering, afgjorde han reelt kampen ved at tage et par træk ind i feltet og kanonere bolden op i nettaget. Herefter gik gassen totalt af ballonen for hjemmeholdet, og det var gæsterne fra Vestegnen gode til at udnytte.

Kort efter det andet mål blev det 3-0, da et hurtigt omstillingsspil bragte Michael Krohn-Dehli i en god skudposition lidt uden for feltet, og da ingen gad gå til ham, sendte han med et smukt følt skud bolden i nettet. FCM lignede et hold, der ikke havde mere at skyde med, for fejlene stod i kø, og Brøndby IF fik skubbet højt op og erobrede mange bolde på modstanderens halvdel. Beran Camili var tæt på en scoring efter en fornem solotur på kanten, hvor han trak ind og sendte bolden på underkanten af overliggeren, men den røg lige akkurat ned på den gale side af stregen.

Paradoksalt nok fik FCM i deres dårligste periode i kampen reduceret, efter et gennembrud på højrekanten gav Borring en let mulighed i feltet. Herefter satte de blågule med Krohn-Dehli som dirigenten tempoet ned og dikterede spillet ved at flytte bolden godt rundt og forhindrede, at der opstod spænding i kampens slutfase. Udover nogle fine angreb og hurtige omstillinger var det værd at bemærke, at Brøndby IF's presspil generelt fungerede rigtig godt kampen igennem. Spillerne var oftest kvikkere end deres modstandere og fik konstant stresset deres opspil.

Brøndby IF ligger efter syv ud af ti spillerunder på en andenplads á point med FCK og fire point efter AaB. Næste opgave er tirsdag d. 26. april kl. 14, hvor Brøndby IF tager imod OB.

FC Midtjylland - Brøndby IF 1-3 (0-1)

0-1 Bruno (6. min.)
0-2 Daniel Norouzi (57. min.)
0-3 Michael Krohn-Dehli (60. min.)
1-3 Jonas Borring (75. min.)

Startopstilling

M. Tørnes
M. Redsted - M. Larsen - D. Dumic - T. Rasmussen
B. Camili - K. Munksgaard - A. Corlu - M. Krohn-Dehli
B. McGrath - Bruno

Indskiftninger

C. Stokholm ind for D. Dumic (46. min.)
F. Holst ind for M. Redsted (46. min.)
D. Norouzi ind for T. Rasmussen (46. min.)
A. Green ind for K. Munksgaard (46. min.)
R. Durmisi ind for B. McGrath (60. min.)