Reserve-nederlag til AaB

11.04.2011 19:17

Brøndby IF's reserver rendte mandag eftermiddag ind i et ærgerligt 0-1-nederlag til AaB.

AaB's mål blev scoret efter 78 minutter efter en kamp, hvor hjemmeholdet ellers havde det meste spil og de fleste chancer.

Gode chancer i første halvleg

Kampens første 45 minutter var domineret af hjemmeholdet fra Brøndby IF med AaB lurende i omstillingsspillet.

Kort inde i kampen fik Brent McGrath en stor mulighed tæt under mål, dog fra en spids vinkel, efter et rigtig godt angreb startende i Brøndby IF's venstre side. Desværre måtte australieren se AaB's målmand redde forsøget.

Efter 13 minutter var det Paul Jattas tur til at teste udeholdets keeper med et hårdt vristspark, der desværre sad for meget midt i målet og derfor var relativt let at klare for målmanden.

Generelt viste hjemmeholdet i første halvleg udmærkede spillemæssige takter i angrebsspillet, mens Remco van der Schaaf og Clarence Goodson i midterforsvaret lukkede effektivt ned for farlige AaB-forsøg.

Med et kvarter tilbage af halvlegen var Mathias Gehrt på spil og fik afsluttet snert forbi den ene stolpe efter en fin dribletur.

Et minuts tid inden pauseteen var det så Osama Akharraz, der afsluttede udefra uden held. Kort forinden Osamas skud brillerede kampens dommer med at tiltale Osama på engelsk, hvorefter den vævre tekniker svarede: "Jeg er altså dansk". Den episode udløste smil og latter både på og uden for bane 26.

Første halvleg sluttede herefter, uden scoringer.

Anden halvleg var overordnet set en gentagelse af de første 45 minutter. Brøndby IF dominerede fortsat, men fik ikke tilspillet sig mange, reelle chancer.

Tættest på efter pausen var Beran Camili med et udmærket forsøg.

Ærgerligt nok var det AaB, der til sidst i kampen viste den rette skarphed og fik passeret Michael Tørnes på en af deres få chancer i kampen. En af AaB's angribere blev med en fiks lille stikning spillet fri på kanten af feltet, og Tørnes var chanceløs på den efterfølgende afslutning.

Denne scoring blev kampens eneste trods Brøndby-pres i kampens sidste minutter. Dermed ligger de blågule reserver på tredjepladsen i slutspillet - fire point efter dagens modstander AaB på gruppens førsteplads.

Næste opgave er tirsdag den 19. april kl. 14, hvor turen går til Herning til en kamp mod FC Midtjyllands reserver.

Brøndby IF - AaB 0-1 (0-0)

0-1 AaB (78. min.)

Startopstilling

M. Tørnes

M. Larsen - R. van der Schaaf - C. Goodson - T. Rasmussen

B. Camili - A. Corlu - P. Jatta - O. Akharraz

B. McGrath - M. Gehrt

Udskiftninger

Daniel Norouzi og Bruno ind, Mathias Larsen og Mathias Gehrt ud.
Dario Dumic og Alexander Green ind, Remco van der Schaaf og Clarence Goodson ud.
Mahmud Suleiman ind, Brent McGrath ud.