
Oplev tre kampe på torsdag
18.04.2011 09:07
På torsdag er der en unik mulighed for at se tre spændende fodboldkampe i Brøndby, da kampprogrammet giver Brøndby-fans mulighed for først at følge U17- og U19-holdets topkampe mod FC Midtjylland.
Allerede kl. 13.00 spiller Brøndby IF's U17-hold, kl. 15.00 gælder det U19 - og endelig spiller Brøndby IF Superligakamp på Brøndby Stadion kl. 18.00 mod Esbjerg.
Kom tidligt og se de unge talenter
Kl. 13.00 spiller U17-holdet og cheftræner John Ranum en topkamp om guldet i U17-ligaen, da Brøndby aktuelt fører rækken to point foran FC Midtjylland, der kommer på besøg Skærtorsdag.
U19-holdet overlapper kl. 15.00 med opgøret, også mod FC Midtjylland, og her skal Bent Christensen Arensøe og hans mandskab ud og forsvare førstepladsen mod FCM, der notorisk giver intense og spændende kampe.
Begge ungdomskampe afvikles på bane 2 ved Klubhuset, lige bag Brøndby Stadion, og her forventes op mod 20 grader, så kom tidligt på torsdag og støt de unge drenge.
Kl. 18.00 går det så løs på Brøndby Stadion, når Esbjerg kommer på besøg i Superligaens runde 26.
Kom tidligt på torsdag og se den "næste Mathias Gehrt".