Ny samarbejdsaftale mellem klub og fans på plads

20.04.2011 16:30

Som beskrevet tidligere her på brondby.com har der i den seneste tid været afholdt møder med deltagelse af Brøndby IF-repræsentanter samt fans fra de aktive grupperinger på Sydsiden.

Efter en god og positiv dialog er der nu opnået enighed om en samarbejdsaftale, der skal gælde til klubbens udebanekampe.

Boost til den positive fankultur

Samarbejdsaftalen er udformet som en pakkeløsning, der tilbydes til de klubber, Brøndby IF gæster i Superligaen.

Bag samarbejdsaftalen står altså Brøndby IF og et bredt udsnit af klubbens aktive fans.

Formålet med aftalen er at opnå ensartede vilkår og rettigheder for fansene på de forskellige stadions i Danmark samt at sikre en forsvarlig og ordentlig afvikling af Brøndby IF's udekampe.

Samarbejdsaftalen skal komme den positive fankulturs kreativitet og spontanitet med diverse sange, tifoer og massiv opbakning ude som hjemme til gode samt højne incitamentet for øget selvjustits på lægterne.

Du kan se samarbejdsaftalen her.

Det er aftalt parterne imellem, at Brøndby IF agerer ambassadører for den nye aftale, og at der evalueres via løbende dialog.